Historiske fodspor

Rute

Historiske fodspor

Historiske fodspor

Vi starter med at løbe over 140 m vikingebro. Den længste i verden af sin art og en rekonstruktion af Ravningbroen. En bro, der blev anlagt i Jylland omkring år 980, formentligt af Harald Blåtand.

Efter cirka 1,3 km passerer vi resterne af Ole Rømers observatorium Observatorium Tusculanum og en statue af Ole Rømer. Ole Rømer byggede sit eget observatorium her, da han havde brug for et observatorium langt fra Københavns rystelser, der forstyrrede observationerne foretaget i Rundetårn. Da det blev opført kunne man se og kommunikere mellem de to observatorier om natten via lyssignaler.

Efter cirka 3,7 km passerer vi et af få tilbageværende vejkors i Danmark. Et tre meter højt kors i bornholmsk granit. Oprindeligt blev der sat et kors af Eskild Snubbe i 1589. Ifølge legenden opsat til minde om at hans hustru skænkede ham en velskabt søn på netop dette sted. Det nuværende kors er dog fra 1903. Da Skov- og naturstyrelsen var forbi for at besigtige stedet i 1989 beskrev de det således: Stort, grimt granitkors på højen. Korset er sat på en bronzealderhøj.

Ruten forløber på blandet underlag. Cirka 2 km er på asfalt. Resten af ruten er på grusvej og skovsti, med kort stykke på toppede brosten og træbro. Ruten er let kuperet med flere længere bakker. På grund af disse forhold vurderer vi ruten til lettere hård og ikke egnet som PR-rute. Har det regnet lige op til løbet, er området ved observatoriet meget smattet og det anbefales derfor at løbe i trailsko.

Ruten består af rundstrækninger af 7,1 km og overholder derfor +1% kravet til klub 100 Maraton og Klub 100 halvmaraton. For maraton løbes der 6 omgange som samlet giver 42,6 km +- variation i gps-ure. For halvmaraton løbes der 3 omgange som samlet giver 21,3 km +- variation i gps-ure.

Details
Historiske fodspor
?
Export
More Details